Sølvvarefabrikken

 

Sølvvarefabrikken

Kvarteret ved det nordøstlige Amager, i trekanten mellem Prags Boulevard og Amager Strandvej er byhistorien kendetegnet ved en stor mængde industri- og værkstedsfunktioner fra primært det 20. århundrede. Ændringer og ringe bevaring gennem tiden betyder, at mange af de oprindelige industribygninger i disse år nedrives for at give plads til et tæt og trygt boligkvarter.

Både her - på toppen af Amager - men også generelt i hele landet i områder, der gentrificeres, mister bydele deres oprindelige særpræg.    

 

Kategori: Transformation – bolig og erhverv

Bygherre: Gefion Group A/S

Beliggenhed: Amager Strandvej, København

Bruttoareal: 3.034 m2

År: 2020

Status: Udført

Team: Holscher Norberg Architecture and Planning, Oluf Jørgensen, 3G Entreprise

Priser: Favorit I Renoverprisen 2023

 
 
 

Projektet tager udspring i en af områdets få bevaringsværdige huse; en nu forhenværende fabriksbygning på Amager Strandvej 50 -54, opført i 1950 med P.C.L. Frigast Sølvvarefabrik som bygherre, og med Hans Madsen Hansen som arkitekt. Fabrikken er udført i jernbeton, som en modernistisk bygning, men med klassicistiske proportioner og vinduesfag.  I ejendommen blev der oprindeligt produceret sølvvarer i høj kvalitet - primært sølvbestik.

Fabrikkens grundplan er sammensat af hovedbygningen – en aflang, rektangulær bygning og en tilnærmelsesvis kvadratisk, der er kommet til årtiet efter. Efter sølvproduktionen stoppede i 1960’erne, har bygningen været anvendt til skiftende liberale erhverv. Allerede der har den eksisterende arkitektur bevist, at den fra starten har været formgivet med stor fleksibilitet. 

 
 
 

Det nye arkitektoniske greb er at udvide de eksisterende bygninger i højden med to etager. Bæringsevnen i de eksisterende jernbetonvægge er høj og denne er derfor udnyttet. Der er lagt to æskeformede, træbeklædte volumener ovenpå de eksisterende, sådan at det oprindelige fabriksanlæg fremstår med fuld integritet - nyt og gammelt kontrasterer hinanden, med hver deres værdighed. 

Sølvvarefabrikken er disponeret med 39 lejligheder fordelt på størrelsen 53-96 m2. Fem af lejlighederne fungerer som gæsteboliger, der kan lejes på kort basis af beboere ikke bare i Sølvvarefabrikken, men også af beboere i nabohusene.  

I transformations- og renoveringsfasen er vi gået til opgaven med en vilje til at renovere den gamle Sølvvarefabrik, så den i sin nye form stadig står som et genkendeligt landmark i bydelen. I stedet for at ombygge og camouflere den eksisterende fabriksbygning i et nutidigt udtryk, har vi omvendt tilpasset nybyggeriet øverst til det oprindelige byggeri, men med sin egen taktilitet og proportionering, der stofligt og rumligt danner kontrast til de pudsede og malede fabriksmure. Det har fra starten været vores klare målsætning at renovere bygningen sådan at dens bærende kvaliteter – de in situ-støbte betonfacader og de originale støbejernsvinduer - forbliver. Men samtidig har vi ønsket at skabe en renovering, hvor mennesker kan holde ud at leve ift. kulde og støj udefra.

 
 
 
 

Det taktfaste industrielle grid i Sølvvarefabrikken bestemmer placeringen af de nye vinduesåbninger i de to nye etager. Modulet i den oprindelige fabriks plan, facader og søjler nyfortolkes. De to øverste etager er en ”læsning” af takten - modelleret sådan at et modulfelt – tydeligt markeret af den eksisterende byggeris søjletakt, indeholdende et vindue, en altan eller et blændfelt. De nye vinduesåbninger forholder sig til griddet, sådan at den overordnede facadeproportionering altid lægger sig ind i det oprindelige modul. De nye altaner forholder sig også til griddet, hvilket gør dem visuelt lette og integrerede i facaden.

Facadeprincippet for de nye etager er en dynamisk parafrase på de oprindelige vinduesfag. Målet med transformationen har været at holde fast i den industrielle karakter ved at tilføje distinkte, nutidige designelementer. 

Previous
Previous

Hedens hus

Next
Next

Amagerbanen Nord