Kongelunden

 
 

Kongelunden

 

Kategori: By- og landskabsplanlægning

Bygherre: Aarhus Kommune

Beliggenhed: Kongelunden, Aarhus

Bruttoareal: Omkring 200 Hektar

År: 2022 -

Status:  Vinderprojekt i parallelopdrag - Igangværende

Team: Holscher Nordberg Architecture and Planning, Kragh & Berglund, Hele Landet, SPVI, OVJ Arkitekter, Rikke Øxner og Kristian Ravn Thomsen

 
 
 

Team Holscher Nordberg er vinderen af Aarhus Kommunes visionære arkitekt-konkurrence om den nye udviklingsplan for Kongelunden – det 200 hektar store område fra Tivoli Friheden i nord til Varna og den uendelige bro i Syd. Vores udviklingsplan for Kongelunden tager udgangspunkt i planerne for Aarhus’ kommende fodbold-stadion samt donationerne til at løfte Jysk Væddeløbsbanes anlæg.

Kongelunden i Aarhus er det største sammenhængende storbynære, rekreative område i Danmark og samtidig hjemsted for en lang række foreninger, institutioner, idrætsklubber og brugere.

En markant del af Kongelunden er Idræts-byen, som udgør omkring 40 hektar og ligger som porten til Kongelunden.

 
 
 

Synergier og interaktioner

Idrætsbyen samler idrætsfaciliteterne og organiserer en samlet idrætsby for enden af Stadion Allé. Vores udviklingsplan rummer og bearbejder både nye faciliteter og ”genhusning” af de eksisterende. Nye idrætsbygninger og anlæg binder alle funktionerne sammen gennem landskabs- og byrum til ophold, leg og bevægelse. Grebene skaber synergier og interaktioner mellem aktiviteter og mennesker, inde og ude.

 
 
 

En demokratisk og bæredygtig udvikling

De kulturelle spor har sat sig i Hack Kampmann og Charles Ambts allérum, som skærer gennem skovmassiverne, og tidens gang kan sanses mellem de store gamle træer.

Vores udviklingsplan for Kongelunden tager afsæt i en videreudvikling af skovens rum og bruger disse til at skabe den overordnede fremtidige struktur for Kongelunden. Vi har skabt et hovedgreb, som fastholder rummenes fortællinger og sammenhængen mellem landskab og by. Rummene skal bruges til at sikre robuste rammer for en demokratisk og bæredygtig udvikling af stedet de næste 100 år.

Rum der fortæller en historie

Rummene fortæller om områdets lange historie og forbindelsen mellem landskab og by. Skovene er en del af de træk, der kendetegner Aarhus: Marselisskovene trækker kyststrækningens bånd ud fra bykernen til Moesgård Strand, mens Mindeparkens store centrale lysning knytter området til Aarhusbugten og dermed til vandet.

Forskellige ankomstpladser og byrum er med til at trække Kongelundens aktiviteter og funktioner helt ud til kanten af området. På de større pladser i grænsefladerne etableres ”Kongelys” som et visuelt pejlemærke. Kongelysene er små pavilloner og større mødesteder med forskellige funktioner. Ud til Aarhusbugten etableres ”Den endelige bro”, et sted, hvor byens borgere bynært kan bade eller komme ud på vandet og betragte byen.

 
 
 
 

Destinationer på tværs af aldre

Ved at skabe bedre fysisk adgang, synlighed og sammenhæng mellem eksisterende og nye aktiviteter samt til den omkringliggende by, gøres Kongelunden til et sted, hvor alle har lyst til og let ved at komme. Involvering af eksisterende foreninger, brugere og borgere er med til at bevare og forbedre Kongelundens stærke kulturbærere.

Kongelunden får destinationer, som kan interessere alle på tværs af alder og forudsætninger.

 
 

Med henblik på at gøre udviklingsstrategien så miljømæssig i balance som muligt tager vores forslag udgangspunkt i udbredt genanvendelse af eksisterende strukturer og landskaber. Vi genbruger stierne, omdanner vejene til nye attraktive byrum, og beholder eksisterende belægninger.
Vi kombinerer parkeringspladser ved events med de nye byrum for at undgå at anlægge nye asfaltområder. Med udgangspunkt i eksisterende skybrudsveje finder vi nye måder at bearbejde og lede vandet i området, så det skaber oplevelser for mennesker og levesteder for insekter, dyreliv og planter. Der ændres ikke i beskyttede områder og udvalgte områder fredeligholdes. Vandet renses gennem bevoksning, før det ledes ud i nye vådområder. 

 
 
 
 

I vores mobilitetsplan skabes korridorer, flows og stier, og der arbejdes med ankomster og overordnede adgange til området, sådan at området gøres tilgængeligt for alle.

”I vores greb vil vi have alle kvaliteterne frem i Kongelunden, løfte og styrke de svage steder og skabe nye rammer for at mødes og være aktive. Det gør vi ved at arbejde med en stærk strategi, hvor skovens rum udgør Kongelundens forskellige steder. Strategien samler skovens rum på trods af de mange forskellige aktiviteter og behov. Skovens rum værner om den samlende identitet og fællesskabsfølelse. Vi er her sammen, det er vores stier, og vi genkender alle skovens rum, om det er forår, sommer, efterår eller vinter”.

- Citat af Nils Holscher

 
Previous
Previous

København Syd

Next
Next

Favrholm idrætsskov