Fælledvej Baghus

 
 

Fælledvej Baghus

Velkommen på bagsiden

 

Kategori: Transformation

Bygherre: Dreyers Fond

Beliggenhed: Fælledvej, København N

Bruttoareal: (Baghus) 950 m2

År: 2013 - 2015

Status:  Opført

Team: Holscher Nordberg Architecture and Planning, MOE Rådgivende Ingeniører

 
 
 

Med sin beliggenhed i et af de mest eftertragtede områder på indre Nørrebro, og tilbagetrukket fra byens larm i et stort rekreativt gårdmiljø, er en stor lejlighed meget attraktiv for børnefamilien - og for mange andre - der gerne vil bo i byen.

Baghuset på Fælledvej er indrettet med store lejligheder, der spænder hver enkelt etage ud. Bygningen var tidligere er klassificeret under energimærke E, men er opgraderet gennem forskellige greb.

 
 

To af facaderne mod gården var, før transformationen, lukkede og uisolerede – nu står de med generøse vinduesåbninger og med isolering på indersiden. De transformerede facader, der oprindeligt havde et ”bagside-præg” er ombygget med et modernistisk tilsnit, der hverken i komposition eller detaljering forsøger at efterligne den smukke gamle facade ud mod gaden. Den sydvendte facade i gården har en meget stor arkitektonisk kvalitet og er bevaret, men renoveret og efterisoleret indvendig.

 
 
 
 
 
 

Elevatoren er med til at give huset en rå og autentiske karakter. Den bærer fortællingen om en tid, hvor karrerne i København ikke var åbne rekreative oaser, men tætte be-byggelser med knudrede små gårdrum og med værksteder, industri og boliger i en vilkårlig blanding.

 
 

Materialeholdningen i huset underbygger den arkitektoniske ide. Hver enkelt lejlighed fremstår som en rå skal med et gennemgående homogent gulvmateriale, der binder den åbne planløsning sammen. De enkelte rum fremstår som elementer der er ’sat ind’ i den industrielle ydre skal. Karnapper og altaner som elementer, der er skudt gennem væggen eller ophængt på facaden. Nyt og gammelt fremstår let aflæseligt fra hinanden.

 
 
 
 
 

Betongulvene behandles med epoxy. Epoxy skaber en sammenhængende, homogen og robust flade, og har en karakter der på en gang virker eksklusiv og samtidig usentimental som gulve i en industribygning. Epoxyen står godt til baghusets karakter og er i byggeprocessen et let håndterligt materiale omkring de mange nicher og skæve vinkler i et ældre hus.

Nye altaner er formgivet til at respektere den karakterfulde og smukke sydvestfacade. Elementerne er en hjemmehørende del af facaden med en industriel karakter og i samspil med elevatoren, der ligeledes opleves monteret, men naturligt integreret i facaden.

 
Previous
Previous

Stórutjørn

Next
Next

Loopet