Fælledby

 
 

Fælledby

Nye banebrydende boformer på Amager Fælled. Den fremtidige boligbebyggelse på
byggefelt C6 i Fælledby opføres med fokus på fællesskaber og naturen som nærmeste nabo.  
De første beboere flytter ind i 2024. 

 

Kategori: Boliger 

Bygherre: Fælledby P/S ligeligt eget af PensionDanmark og By & Havn 

Beliggenhed: Amager Fælled 

Bruttoareal:  6.300 m2 

År: 2021 - 24 

Status:  Igangværende 

Team: Holscher Nordberg Architecture and Planning, Nordland, 1:1 Landskab, Cowi, MTH, Scandi Byg,

Helhedsplan: Henning Larsen Architects 

 

Naturen trækkes ind i bebyggelsen 

Byggefelt C6’s fremtidige beboere kommer til at bo i første række til den omkringliggende natur. 

Landskabet er projekteret og formgivet forud for boligerne. En normalt omvendt rækkefølge, men den ”sten i skoen”, der i processen minder os om at naturen er nærværende. Ved at trække naturen ind og prioritere den, skaber vi boliger, der har en merværdi, der ikke kan prissættes. Landskabet optager regnvandet og danner afværgeforanstaltninger gennem et åbent regnvandssystem.  

Overordnet er Fælledby opdelt i tre nabolag, som hver især vender sig ud mod landskabet og indad mod hver sit bytorv. De tre byområder er forbundet af et vej- og stiforløb, som skaber fodgængervenlige strøgforløb mellem byområderne og ud i naturen.  

Bebyggelsesstrukturen i C6 er U-formet med sammenvoksede punkthuse, der danner en åben karré. Bygningerne ”trapper ned” fra seks til tre etager mod øst, så bygningerne bliver lavere, jo tættere de kommer på fælleden. Gårdrummet ligger i en muslingeskalform, skærmet af bygningerne, der danner en lægivende ”ryg” mod vestenvinden. 

 
 
 
 

Forskellige boliger giver forskellige mennesker 

Bebyggelsen i C6 er sammensat af varierede boligtyper og størrelser, og på den måde kan forskellige beboere møde hinanden i det daglige liv. De mindste toværelsesboliger ligger side om side med fireværelses boliger og duplex-rækkehuse.  

Forskellige boligtyper og -størrelser fordrer forskellige beboere i antal, alder og familiesammensætning. For at imødekomme det, har vi lagt en arkitektonisk umage i at skabe rum og uderum, der lader beboerne møde hinanden på en værdig måde, der giver rammer for tilvalg i sociale ”hverdagsfællesskaber” og for tilbagetrækning til privathed. 

”Vi har haft en formidabel proces med bygherre og de andre rådgivere. Forløbet har været præget af en fælles lyst til at skabe noget særligt, der kan blive en model for fremtidige bæredygtige  boligformer.”  
-
Mikkel Nordberg, arkitekt og partner, Holscher Nordberg   

 
 

Vertikale fællesskaber 

De enkelte boligtårne i karréen er bundet sammen af ”naturtårne”. Udover at danne adgang til boligerne gennem trapper og elevatorer, har de en række andre, særlige egenskaber. 

Naturtårnene vil give beboerne vertikale opholdsmuligheder omkring dyrkning af vækster, pasning af insekthoteller og lokalitet for spontane møder i et rum, der hverken er ude eller inde. I bebyggelsens rumdannende mikroklimaer er der sigtet efter at beboerne kan opholde sig udenfor boligen i flere måneder om året, end i de fleste andre boformer på vores breddegrader.  

Naturtårnene er delvist beklædt med gulv-til-loft-glasfeltet og åbne rækværk af balustre, som på hver etage danner uderum for beboerne. Rammen om det tilfældige møde sker i høj grad i naturtårnene, hvor beboerne møder hinanden på vej til og fra deres bolig. 

Træbyggeri og fordelene ved dette 

Bebyggelsen er opbygget ud fra et præfabrikeret byggesystem i limtræ produceret under trygge forhold hos Scandi Byg i Løgstør. Det giver en fornuftig anlægsøkonomi, tryghed i byggeprocessen og den fremtidige holdbarhed. Ud fra det robuste grundlag, er vi stolte af at have lagt flere lag på arkitekturen, der visuelt og stofligt fremviser gode materialer – flere af dem genbrugte, i en smuk sammensætning.  

Etagehuse i træ og krav til brand i en verden der sigter mod bæredygtighed, er en kombination, vi navigerer sikkert i. Som eksempel er de høje naturtårne beskyttet gennem et-lags glas og åbninger, der sikrer røgspredning.  

Arkitekturen er ude og inde sammensat i en naturfarvet materialepalet i træ og metal, der harmonerer med områdets fællednatur og vil patinere smukt med årene.  

 
 
 
 

 En integreret designproces 

Processen har fra begyndelsen været med et højt ambitionsniveau.  
Fælledby P/S har med Gehl Architects som facilitator samlet rådgivere for alle de tre bydele samt Københavns Kommunes stadsarkitekt til workshops og forløb med gensidig faglig sparring. Målet med den integrerede designproces har fra starten været at skabe en samlet bydel på et højt kvalitativt sigte.   

Previous
Previous

Livas Have

Next
Next

Hermodsgade