Vi søger ny faglig leder for bæredygtighed
Stillingsopslag: Faglig leder for Bæredygtighed
Vil du være med til at sætte en ny retning for bæredygtig rådgivning og opbygge et innovativt kompetenceområde i tæt dialog med ledelsen og engagerede medarbejdere?
Til vores tegnestue søger vi en ambitiøs og struktureret faglig leder for bæredygtighed, der ønsker at stå i spidsen for forankring og implementering af helhedsorienterede og langsigtede bæredygtige løsninger på tegnestuen og på vores projekter.
Bæredygtig udvikling og omstilling er blevet ’license to operate’. Det kræver dedikation, fokus og at vi sammen sætter barren højere for vores byggeri og byer til gavn for mennesket, samfundet og miljøet.
Vi vil skabe byer og bygninger, hvor mærkbar og målbar bæredygtighed er i højsædet. Hos Holscher Nordberg tegner vi byer, der fordrer fællesskaber. Måden vi indretter vores byer, er afgørende for, hvordan vi former en bæredygtig fremtid. Vi bliver flere og flere, og der er brug for mere og tættere byer på mindre plads. Derfor har tegnestuen en målsætning om at udvikle nyskabende byområder og rum, der svarer på næste generations behov uden at bruge flere ressourcer. Vi ved at fremtiden er og skal være bæredygtig, derfor satser Holscher Nordberg på at løfte alle medarbejderes viden indenfor bæredygtighed og bæredygtigt byggeri og herved tage vores del af ansvaret.
Om jobbet
Jobbet vil byde på en spændende stilling med variation af kompetence- og fagledelse indenfor bæredygtigt byggeri samt projektdeltagelse på projekter, hvor bæredygtighed skal løfte den faglige udvikling og kvalitet. Da det er en nyoprettet stilling, får du mulighed for at sætte dit eget præg, sætte retningen for bæredygtighed på tegnestuen og på sigt opbygge et dygtigt kompetenceteam af medarbejdere med dybdegående erfaringer og specialistkompetencer på området.
Som faglig leder for bæredygtighed skal du kunne motivere og vejlede projektchefer, projektledere og projektteams indenfor bæredygtighedstiltag, certificering og bæredygtighedsledelse, samt være med til at skabe de optimale rammer for udvikling af mere bæredygtigt byggeri.
Den faglige leders opgaver udvikles løbende i en tæt dialog med ledelsen, og i takt med at du som faglig leder for bæredygtighed får mere erfaring i rollen.
Dine daglige opgaver vil blandt andet bestå af:
Auditering og ledelse for DGNB-certificeringsprojekter og evt. Svanemærkningsprojekter
Arbejde med Den Frivillige Bæredygtighedsklasse og FN’s verdensmål
Deltagelse i udarbejdelse af CO2-regnskab
Indgå i design processer med bæredygtighed som omdrejningspunkt
Udarbejde og implementere skræddersyede bæredygtighedsstrategier
Udføre materialevurderinger og skabe forståelse for materialers miljøbelastninger, levetider og egenskaber jf. genanvendelse.
Generel rådgive om bæredygtighed i byggeriet og sparring med kollegaer
Være tilbudsansvarlig for bæredygtighedsydelser i tæt samarbejde med PQ-ansvarlige
Udarbejde processer og værktøjer, der gør det lettere at arbejde med bæredygtighedsvisioner og tiltag på projekterne
Samarbejde med fagleder for urbanisme om at sætte den bæredygtige retning for byer og byområder ved at stille krav til bæredygtighed og sætte ambitionsniveauet højt fra start
Sørge for vidensdeling og kommunikere om bæredygtige projekter både internt og eksternt
Samarbejde med kommunikationsansvarlig om synliggørelse af bæredygtige indsatser, processer og resultater til gavn for vores kunder, samfundet og miljøet.
Vi forventer, at du som faglig leder for bæredygtighed er en udadvendt person med god energi og en solid byggefaglig baggrund, der er specialiseret i udvikling af helhedsorienterede strategier for bæredygtigt byggeri, som kan facilitere beslutningsprocesser og koordinere leverancer hos kunder og samarbejdspartnere.
Om dig
Du er uddannet ingeniør, arkitekt eller bygningskonstruktør og har som minimum gennemført DGNB konsulentuddannelsen gerne kombineret med konkret erfaring fra byggebranchen. Du er ikke nødvendigvis specialist, men har erfaringer og bred viden om bæredygtighed, der gør dig i stand til at give faglig rådgivning i bæredygtighed. Du er god til at kommunikere, og du kan sætte dig ind i og formidle komplekst stof på en let forståelig måde. Sidst men ikke mindst motiveres du af at lære nyt, udvide din faglighed og holde dig og andre opdateret og på forkant med udviklingen.
Du ønsker at arbejde målrettet og dedikeret som faglig leder for bæredygtighed, DGNB-konsulent og bæredygtighedsrådgiver med skræddersyede strategier for bæredygtigt byggeri. Du trives i projektteams, men kan også arbejde selvstændigt og struktureret med dine opgaver.
Ideelt ser vi gerne, at du:
Har en relevant videregående uddannelse
Har min. 5 års relevant erfaring og herved har kendskab til alle byggefaser
Har erfaring med at arbejde med projektledelse og bæredygtighedsledelse
Har DGNB-konsulentuddannelsen eller anden relevant efteruddannelse i bæredygtigt byggeri og bæredygtige byområder
Har erfaring eller stor interesse i træbyggeri, som er et fokus for tegnestuen
Har erfaring med konceptualisering af målbære og mærkbare bæredygtighedsvisioner
Om os
Holscher Nordberg tegner byer og bygninger i hele Skandinavien med udgangspunkt i et humanistisk menneskesyn og med fokus på arkitektonisk kvalitet. Evnen til at sætte sig i andres sted, er vores vigtigste redskab.
Tegnestue blev grundlagt i 1999 og ejes og drives af arkitekterne Nils Holscher og Mikkel Nordberg, og den beskæftiger i dag ca. 65 dedikerede medarbejdere.
Et godt samarbejdsklima og en fælleskabspræget dagligdag er essentielt for tegnestuen, hvor alle føler et stærkt tilhørsforhold og tager ansvar til udvikling af projekter.
Sådan søger du stillingen
Du er velkommen til at kontakte Anne Kyst Hansen på telefon 3920 0033 med dine eventuelle spørgsmål omkring stillingen. Send din ansøgning, CV og evt. portfolio snarest muligt til job@hnap.dk under emnet ”Bæredygtighed”, da vi afholder ansættelsessamtaler løbende. Ansøgningsfristen er d. 30/11 2022.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning iht. gældende overenskomst. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.